Online nyheder

Automatiske alarmer vil føre til flere udrykninger

03 September 2021, 08:38

Fortum Recycling and Waste Solutions_presse_nyheder

Fremover bliver alle alarmer i Fortum Recycling & Wastes interne automatiske varslingssystem også sendt direkte til Beredskab Fyn. Det vil øge sikkerheden, men vil også føre til flere udrykninger med blå blink.

Sikkerhed har ganske naturligt høj prioritet hos Fortum. Vi har et fintfølende automatisk alarmsystem og et internt beredskab, som er klar til at rykke ud ved selv den mindste hændelse. Hvis en klud i en affaldsgrube udvikler røg eller selvantænder, går alarmen, og beredskabet rykker hurtigt ud.

Fremover bliver vores alarmsystem ændret, så Beredskab Fyn alarmeres automatisk samtidig med, at Fortums eget beredskab træder i kraft. Allerede når der opstår en risikosituation med flammer, varme eller røg - også før en egentlig brand har udviklet sig - vil Beredskab Fyn blive alarmeret og rykke ud med slukningskøretøjer.

Fortums eget beredskab aktiveres så snart alarmen går og starter den indledende indsats, før Beredskab Fyn ankommer. Miljø- og sikkerhedschef hos Fortum Recycling & Waste, Henrik Rauer Hansen, ser det som positivt, at Beredskab Fyn konsekvent reagerer på alle virksomhedens alarmer, og at samarbejdet styrkes.

”Vi vurderer, at den ændrede procedure vil betyde 1-2 udrykninger ekstra om måneden. Vi forstår godt, hvis det øgede antal udrykninger umiddelbart kan opleves utrygt af vores omgivelser, men ændringen sker for at skærpe sikkerheden overordnet og for at minimere reaktionstiden via direkte alarmering af Beredskab Fyn”, siger han.

Fortums eget brandberedskab er sammensat af en række forskellige delsystemer. Det består af manuelle og automatiske gas- og brandalarmer, automatiske slukningssystemer, automatiske ventilationssystemer, manuelle slukningssystemer og ikke mindst virksomhedens egen slukningskøretøj, som betjenes af et erfarent internt mandskab. Fortum Recycling & Waste og Beredskab Fyn arbejder tæt sammen om at nedbringe antallet af udrykninger til et minimum.

Har du spørgsmål, oplever du gener, eller er utryg ved Fortums aktiviteter, er du altid velkommen til at kontakte virksomhedens Miljøvagt i normal åbningstid fra kl. 7.30 til 15.30 på telefon 2345 5528 eller at skrive til ehsq [dot] danmark [at] fortum [dot] com (ehsq[dot]danmark[at]fortum[dot]com). Du kan også orientere dig om vores aktuelle driftssituation her