Vi søger en Laboratory Manager

Fortum Recycling & Waste søger i øjeblikket en Laboratory Manager til at lede og udvikle vores laboratorie med otte dedikerede medarbejdere.

Fortum Waste Solutions_laboratorie services

Dit ansvarsområde

Du kommer til at lede og udvikle vores velfungerende laboratorie med otte dedikerede medarbejdere, herunder laboranter, en laborantpraktikant og en prøvetager.

Stillingen refererer til vores Shared Services Manager, og du vil blive en del af ledergruppen i produktionen og deltage i fælles ad-hoc opgaver, der måtte komme derfra.

Du vil desuden blive en del af arbejdsmiljøorganisationen.

Derudover skal du:

  • Gå forrest, når det gælder sikkerhed for såvel medarbejdere som kunder og øvrige interessenter
  • Opstille og kommunikere klare mål for afdelingen - følge op på målene og gennemføre løbende forbedringer
  • Sikre en høj performance på laboratoriet i form af kundebetjening, ressourceforbrug og kvalitet
  • Styre og udvikle laboratoriets akkreditering under ISO 17025
  • Optimere eksisterende metoder og arbejdsgange samt validere/verificere nye.

Vi tilbyder dig

Vi tilbyder en spændende og udfordrende stilling i en international virksomhed, der arbejder for en renere verden.

Du vil få stor indflydelse på, hvordan laboratoriet skal udvikle sig i de kommende år og her er gode udviklingsmuligheder.

Du vil udover opgaverne i Danmark indgå i et samarbejde med nordiske kollegaer, hvor det primære fokus er at udveksle erfaringer.

Det er et selvstændigt og ansvarsfuldt job i en virksomhed i udvikling. Vi har gode forhold og et godt arbejdsmiljø med kompetente og hjælpsomme kollegaer.

Dine kvalifikationer

Du har en kemisk uddannelsesbaggrund, f.eks. cand. scient. eller ingeniør indenfor kemi, biologi, farmaceut eller lignende. Derudover har du min. 3-5 års erhvervserfaring, herunder også erfaring med personaleledelse. Du har en god forståelse for, hvordan et laboratorie fungerer og meget gerne erfaring med akkreditering og kvalitetsledelsessystemer.

Herudover er det vigtigt, at du:

  • Er god til at kommunikere på tværs af afdelinger
  • Har en motiverende og positiv indstilling til kollegaer og arbejdsopgaver
  • Er proaktiv og tænker udvikling og forbedringer ind i det daglige ledelsesarbejde
  • Har gode engelskkundskaber.

Praktisk info

Tiltrædelse den 1. december 2021 eller 1. januar 2022.

Arbejdsstedet vil være hos Fortum Recycling & Waste på Lindholmvej 3 i Nyborg.

Vi indkalder til samtaler løbende og lukker rekrutteringsforløbet, når den rette kandidat er fundet. Vi opfordrer dig derfor til at sende din motiverede ansøgning og dit CV hurtigst muligt.

Send din ansøgning via vores elektroniske rekrutteringssystem senest 7. november 2021

For yderligere information vedrørende stillingen er du velkommen til at kontakte Line Holmer Gellert Larsen på mobil: 2231 2887.

Om virksomheden

Fortum er en international energivirksomhed med aktiviteter i mere end 40 lande. Vi tilbyder vores kunder el, gas, varme, køling og intelligente løsninger, der forbedrer ressourceeffektiviteten. Vi engagerer vores kunder og samfundet til at blive en del af forandringen mod en renere verden. Læs mere på www.fortum.com

I forretningsenheden Recycling & Waste samarbejder vi med vores kunder i Norden om smarte og bæredygtige løsninger, der genanvender værdifulde materialer og fjerner skadelige stoffer fra kredsløbet. Læs mere på www.fortum.com/fortum-recycling-waste

I Danmark tilbyder vi totalløsninger til håndtering, genanvendelse og slutbehandling af farligt affald. Vi beskæftiger ca. 170 medarbejdere. Læs mere på www.fortum.dk/recyclingandwaste

Gør Danmark renere sammen med os